IVER HUITFELDT blev modtaget med flag, da de vendte hjem til Korsør. Foto: HcK

Redegørelse forventes klar i starten af maj

En ny og mere omfattende undersøgelse af hele forløbet omkring et svigtende luftforsvar på fregatten IVER HUITFELDT og det overordnede ansvar herfor, ventes nu først klar i begyndelsen af maj måned.

For halvanden uge siden ankom IVER HUITFELDT til Korsør efter et par måneders indsats i Det Røde Hav under stor -både politisk og pressemæssigt- bevågenhed.

Et par dage før var der rejst alvorlig tvivl om sikkerheden om bord, i forbindelse med eventuelle -og særligt ét angreb, skibet havde været ude for under missionen. Det var netmediet Olfi, der i første omgang fortalte om skibets svigtende forsvarssystemer, herunder mulighederne for at affyre forsvarsmissiler og bruge skibets kanon.

Olfi fortalte at netop skibets luftforsvarsmissil-system havde svigtet, da Houthier havde angrebet skibet med droner, og at skibets kanoner også var tvivlsomme, da ’halvdelen af granaterne detonerede kort efter at have forladt kanonerne uden at være i nærheden af de fjendtlige mål’.

Oplysningerne efterlod en tsunami af spørgsmål og stor overraskelse og bestyrtelse, ikke mindst hos familie og pårørende, men også hos de politikere, der med forsvarsministeren i spidsen, havde sendt fregatten ud på den farlige opgave i Det Røde Hav.

Forsvarsministeren krævede øjeblikkeligt en redegørelse, og han fik først en version, for kort tid efter at få en ny version, hvilket slutteligt fik ministeren til at tabe tålmodigheden og ikke mindst tilliden til forsvarets øverste militære chef, der blev sendt hjem og dagen efter erstattet med en ny midlertidig forsvarschef.

Nu har såvel ministerie som forsvarskommandoen indset, at en dybdegående redegørelse af hele ’fregatsagen’ ikke bare klares på et døgn. Derfor har forsvarsminister Troels Lund Poulsen nu besluttet at en redegørelse først skal ligge klar i uge 18, altså den første uge i maj, hvor den skal diskuteres i forligskredsen og forsvarsudvalget.

Enkelte besætningsmedlemmer har til medierne udtalt, at de syntes, det har været et godt togt, og at de ikke rigtig kan genkende pressens udlægning af begivenhederne. De fleste valgte dog ikke at udtale sig.

Der er også iværksat en undersøgelse af, hvordan -og af hvem fortrolige papirer omkring fregattens sikkerhedssystemer og håndtering af Houthi-angrebet blev lækket til medierne. Hvornår denne undersøgelse forventes færdig og hvilke konsekvenser den vil få, er der endnu ikke meldt yderligere ud om.

Andre nyheder