OK 15

NY overenskomst 2015

Her kan du se forklaringen på din lønseddel

Sådan er pensionen sammensat i den nye organisationsaftale

Med den seneste overenskomst i 2015 (OK15) indgik CS en ny organisationsaftale med Forsvarsministeriets Personalestyrelse. I organisationsaftalen er særligt pensionen styrket for at sikre de bedst mulige vilkår for nye og kommende medlemmer, som ikke længere vil kunne se frem til kontrakt med tjenestemandsansættelse.

Særligt pensionen er styrket

Den nye organisationsaftale indeholder en række væsentlige ændringer af, hvordan pensionen er sammensat.

Pensionsprocenten, og dermed pensionsbidragets størrelse, er hævet, så forsvaret nu yder et beløb svarende til 16 % af lønnen som arbejdsgiverbetalt pension.

Det overenskomstaftalte pensionsbidrag indbetales til CS Pensionsfond.

Der er også sket ændringer i forhold til administrationen af din pension, i såvel opsparingsperioden som udbetalingsperioden

Jf. moderniseringsstyrelsen regler skal 2/3 af pensionsbidraget udbetales som livsvarige ydelser. Af den sidste 1/3 skal halvdelen (altså 1/6) anvendes til sumordning og den anden 1/6 til rateordning.

Alle nyansatte og ansatte, som overgår til den nye organisationsaftale (=PKAT 268, står på lønsedlen, 1. række), vil få 2 pensionskonti i CS Pensionsfond. En aldersopsparing og en arbejdsmarkedspension. Begge ordninger placeres i Pensionsfonden Almene Investeringsafdeling.

Aldersopsparing (sumordning)

1/6 af pensionsbidraget indbetales til en aldersopsparing efter der er betalt skat af pensionsbidraget. En aldersopsparing er en sumordning der kan komme til udbetaling fra det aftalte pensionstidspunkt eller deludbetales efter medlemmets ønske i indtil 10 år efter opnået folkepensionsalderen. Udbetalingerne er skattefrie, men der betales pensionsafkast-skat (p.t. 15,3 %) af afkastet.

Arbejdsmarkedspension

5/6 af bidraget indbetales til en arbejdsmarkedspensionskonto i Pensionsfonden.

Ved opnået pensionsalder og når udbetaling påbegyndes skal min. 80 % af indestående tilgå en livrenteordning, mens op til 20 % skal tilgå en ratepensionsordning.   

eller

Ved fratrådt stilling på CS’ aftaleområde og overgang til anden ansættelse, hvor kollektiv overenskomstaftalt arbejdsmarkedspensionsordning er en del af de nye ansættelsesvilkår, kan der ske overførsel til en anden pensionskasse. Såfremt dette ønskes skal min. 80 % af indestående tilgå en livrenteordning, mens op til 20 % skal tilgå en ratepensionsordning.

Medlemmer der overgår fra tidligere organisationsaftale til ny organisationsaftale

Ansatte på andre vilkår (tidligere organisationsaftale) som overgår til de nye vilkår jf. den nye organisationsaftale kan/vil få endnu en arbejdsmarkedspensions konto i Pensionsfonden, idet allerede opsparede midler forbliver som en hvilende konto indtil pensionstidspunktet med samme regler og vilkår, som var gældende på aftaletidspunktet.

Dette gøres da allerede opsparede midler kan udbetales som en ratepensionsordning. Medlemmet kan altid nu eller senere (også efter pensionstidspunktet er opnået), overføre denne ordning til en livrente, hvis han/hun måtte finde det interessant.

Evt. overførsel af pensionsordning til andre institutter, kan efter reglerne kun ske samlet – aldersopsparing og arbejdsmarkedspensionsordning.

Tilbagekøb (udbetaling i utide) er ikke en mulighed for nogen af ordningerne.

Du kan på læse mere om Pensionsfondens afdelinger, du har mulighed for at flytte til, ligesom du finder generelle informationer om dine pensionsordninger, samt mulighed for at tilmelde dig nyhedsmail, så du bliver opdateret om ændringer/nyheder og afkast på din pension, her på hjemmesiden.

Du kan også på www.pensionsinfo.dk (login med Nem-id), se dine pensions- og forsikringsdækninger, herunder saldoen på dine pensionskonti, samt værdien af dine pensionskonti inklusiv endnu ikke tilskrevet afkast til udgangen af forrige måned.